Betingelser
Forretningsbetingelser
 
1. Anvendelse

Følgende betingelser er gældende for alle kunder, der benytter enhver form for service eller et af de produkter KTA Data, herefter benævnt KTA, tilbyder.

2. Abonnement

En aftale om abonnement på en service eller et produkt, herefter samlet benævnt ydelser, fra KTA indgås afhængig af den pågældende ydelse enten ved tilmelding på KTAs website, telefonisk bestilling eller ved indgåelse af skriftlig abonnementsaftale. For en detaljeret beskrivelse af KTAs ydelser samt abonnementsformer henvises til KTA website. Ved indgåelsen af aftalen om abonnement forpligter kunden sig til at opgive korrekte oplysninger til KTA. Såfremt de af kunden opgivne oplysninger ændres, skal kunden give KTA skriftlig meddelelse herom.

3. Rettigheder

KTA har ejendomsretten og alle immaterielle rettigheder til programmel udviklet af KTA, websites, web-dokumenter, grafik, advarsler, mm. udarbejdet af KTA. Dette gælder både nuværende som fremtidige udgaver af ovennævnte. Enhver uautoriseret anvendelse, distribution, ulovlig adkomst eller kopiering af ovenstående materiale eller dele heraf er forbudt, og vil blive retsforfulgt.

4. Underleverandører

KTA forbeholder sig ret til i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler at anvende underleverandører samt antage eksterne konsulenter til opfyldelse af sine forpligtelser.

5. Erstatning

Kundens brug af ydelsen sker i enhver henseende på eget ansvar. KTA er alene forpligtet til at erstatte kundens tab, der er en følge af væsentlig mangel ved en ydelse eller anden væsentlig misligholdelse fra KTAs side. KTA's erstatningspligt omfatter alene kundens direkte tab, hvorimod indirekte tab og følgeskader, herunder driftstab, øgede driftsudgifter, tabt avance eller udgifter i f.m. tab af data, ikke erstattes. KTA er ikke erstatningsansvarlig, hvis forsinkelse eller mangel ved en ydelse skyldes forsinkelser, afbrydelser eller forstyrrelser i kommunikationsinfrastrukturen eller andre leverandørers forhold, som KTA ikke er ansvarlig for. KTA er endvidere ikke erstatningsansvarlig for tab, der påføres kunden eller tredjemand som følge af kundens anvendelse af resultater fra ydelsen. KTA's samlede erstatningspligt udgør maksimalt den årlige abonnementsbetaling vedrørende den ydelse, der har givet anledning til tabet.

6. Produktansvar

KTA er ikke ansvarlig for indirekte tab og følgeskader, herunder driftstab, øgede driftsudgifter, tabt avance eller udgifter i forbindelse med tab af data samt skade, der af ydelsen er forvoldt på fast ejendom eller på løsøre. KTA's ansvar i forbindelse med produktskade er desuden underlagt den i pkt. 5 angivne beløbsmæssige begrænsning. Hvis tredjemand fremsætter krav mod KTA eller kunden om erstatningsansvar i henhold til nærværende bestemmelse, skal den anden part straks underrettes herom.

7. Force majeure

Parternes forpligtelser i henhold til aftalen udskydes ved force majeure, hvorved forstås forhold, der ligger uden for parternes kontrol, og som parterne ikke ved aftalens indgåelse burde have taget i betragtning. Forhold hos KTA's underleverandører, der medfører, at KTA ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for kunden, og som ikke kan overvindes uden uforholdsmæssigt store omkostninger for KTA, anses ligeledes som force majeure. Force majeure kan højst gøres gældende i det antal dage, som force majeure situationen varer.

8. Tredjemands rettigheder

KTA indestår for, at der ikke i lande indenfor EU, USA og Canada hos tredjemand findes rettigheder i relation til ydelsen, der kan hindre eller fordyre kundens anvendelse heraf. Varsles og/eller rejses der sag mod kunden med påstand om krænkelse af tredjemands rettigheder, er kunden forpligtet til straks at give KTA skriftlig meddelelse herom.

9. Fortrolighed, videregivelse af kundeoplysninger og reference

KTA forpligter sig til at behandle alle oplysninger om kunden fortroligt og pålægger i fornødent omfang underleverandører og andre, der bistår KTA med levering af services og produkter, tilsvarende forpligtelse. Kunden pålægges tilsvarende forpligtelse med hensyn til oplysninger om leverancen, herunder oplysninger om de kontraktuelle og økonomiske forhold samt oplysninger om KTAs forhold. KTA forbeholder sig ret til at bruge abonnementsoplysninger til udarbejdelse af generelle statistikker. KTA er berettiget til at videregive krævede oplysninger til officielle navnemyndigheder, f.eks. DK Hostmaster, InterNic og RIPE. KTA er endvidere berettiget til at anvende kunden som reference, når dette sker i generelle vendinger og uden forpligtelser for kunden.

10. Priser og betalingsbetingelser

Abonnement på KTAs ydelser faktureres i henhold til den til enhver tid gældende priser. Priser oplyses ved henvendelse til KTA. Abonnement på KTAs ydelser forudbetales løbende for et halvt år ad gangen. Forudbetalte abonnementer refunderes ikke. KTA forbeholder sig ret til at opkræve gebyr i forbindelse med ydelse af f.eks. ekstraordinær support og service. De fakturerede beløb forfalder til betaling på fakturadatoen med en betalingsfrist på 8 dage. Ved forsinket betaling betales morarenter i overensstemmelse med rentelovens regler. Ved udsendelse af rykkerskrivelse opkræves rykkergebyr på kr. 100 per rykker. KTA forbeholder sig retten til at overdrage fordringer til tredjepart i forbindelse med overgivelse til inkasso.

11. Abonnementets varighed og eventuelle ændring

En aftale om abonnement løber indtil den opsiges. Opsigelse skal ske skriftligt med 3 måneders varsel til udløb af en abonnementsperiode. Abonnementsperioden fremgår af aftalen eller faktura. Såfremt kunden ikke skriftligt opsiger aftalen om abonnement med ovennævnte varsel til udløb af en abonnementsperiode, fortsættes aftalen automatisk med en tilsvarende abonnementsperiode til de til enhver tid gældende vilkår og priser og opsiges så automatisk ved næste periodes udløb. KTA kan til enhver tid opsige aftalen om abonnement med et varsel på 1 måned. I tilfælde af grov misligholdelse af aftalen kan KTA opsige aftalen uden varsel. Som misligholdelse anses bl.a. manglende betaling af forfaldne beløb, lovstridige handlinger, kundens overtrædelse af almindeligt accepterede regler for brug af Internettet, overtrædelse af nærværende forretningsbetingelser etc. I tilfælde af opsigelse fra KTAs side refunderes det forudbetalte beløb ikke. Kunden kan til enhver tid ændre en aftale til en anden type.  Udvides aftalen til en dyrere løsning, vil en faktura blive tilsendt på prisforskellen mellem den eksisterende aftale og den nye. Omvendt vil et ønske om en indskrænkning af aftalen fra kundens side, ikke medføre en refusion af tidligere indbetalt beløb.

12. Varsling af ændringer

Generelle forretningsbetingelser for KTA kan ændres med et varsel på 30 dage. Kunden varsles enten via e-mail til den e-mail adresse, kunden oplyser ved bestillingen af abonnement eller via KTAs hjemmeside. ændringer af rent begunstigende karakter kan gennemføres uden forudgående varsel.

13. Tvist og værneting

Aftalen er underlagt dansk ret. Alle tvistigheder skal så vidt muligt løses mellem parterne i mindelighed. Såfremt der ikke opnåes enighed mellem parterne skal konflikten afgøres ved Retten i Aalborg.

14. Kontakt

KTA Data
Hassinghøj 20
9280 Storvorde
Telefon: +45 70 21 22 21
E-mail:
info@ktabackup.dk
Website: www.ktabackup.dk


- Print siden
© KTA Data 1997-2009